GI ønsker at støtte forskellige typer af udviklingsprojekter, som adskiller sig ved at de bevæger sig på flere niveauer i forhold til emnets udviklingsstade. Der kan således være tale om projekttyper, der skaber:
- Ny viden i samfundet
Kan være støtte til anvendt forskning, fx i form af stipendier til ph.d.-ere. Kan også være analyser, statistik og evalueringer. Emnet skal være tæt knyttet til renoveringssektoren eller byfornyelse.
- Værktøjer og forbedret beslutningsgrundlag for ejere
Kan rumme tjeklister, beregningsværktøjer, pc-programmer og interaktive hjemmesider. Det kan også være nye og/eller forbedrede produkter eller processer.
- Formidling til branchen og information til brugere / lejere
Kan være brugervejledninger og markedsføring af værktøjer, men kan også stå alene som formidling af indsamlet viden og erfaring. Rummer meget andet end blot skriftligt materiale (vejledninger), herunder filmklip, kurser / seminarer, mock-ups, læringsspil m.m.
Nedenstående figur viser ”fødekæden” for de forskellige typer af udviklingsprojekter. Ny viden skaber grundlaget for udvikling af værktøjer, der igen medfører et behov for formidling.
Figuren viser endvidere i hvor høj grad, de forskellige typer af udviklingsprojekter påvirker adfærden hos aktørerne, og dermed medvirker til at skabe bedre boliger. Ny viden har en lav direkte adfærdspåvirkning, mens nye værktøjer og formidling har en betydelig højere adfærdspåvirkning.