+
Nyhedsarkiv Udskriv

 Fremtiden banker på 

 
Et billede siger mere end tusind ord. En gammel sandhed, som igen kommer til sin ret, når sort-hvide arkitektstregtegninger i stedet præsenteres som farveillustrationer i tredimensionelt perspektiv

22-10-2009 

3D-tegninger med tilhørende databaser kan køres på en almindelig PC. Men det er fortsat de færreste ejere og administratorer af udlejningsejendomme, der anvender databasebaserede tredimensionelle tegninger, når der

skal renoveres og foretages løbende drift af ejendommen.

Metoden er ret ny, og har ikke vundet bredt indpas endnu. Men pionererne er i gang med at udnytte de nye muligheder.

Mange uddannelsesinstitutioner, som leverer aktører til markedet for renovering, underviser også i de nye metoder.

Så nye arkitekter, bygningskonstruktører og ingeniører mestrer teknikkerne.

 

 

Visuel database

Forestil dig din bygning tegnet op i 3D. Tegningen består i virkeligheden af byggeklodser: vinduer, vægge, døre, rør,

karme, gulve, lamper, møbler osv. Hvert element kan man klikke på, og på den måde få alle relevante oplysninger om elementerne. Fx dørens pris, hvilke materialer den består af, dimensioner, vægt osv. Du kan også få oplyst arealer. Samlet areal eller blot for vådrum, opholdsrum, trapperum eller andet. Alt sammen lynhurtigt. Det er det, der menes med en database bagved. Branchen kalder det for objektbaserede 3D-tegninger.

 

Administration af ejendomme

Vi har talt med to af de aktører, som har taget de nye metoder i brug. Gentofte Kommune og Dan-Ejendomme as. De er hver især karakteriseret ved at administrere store ejendomsporteføljer. Gentofte Kommune er en af de største pionerer, og kommunen har slået teknologiske sværdslag. ”En af de store udfordringer har været, at få data fra vores 3Dtegninger

over i det system, vi anvender i driften af vores ejendomme. Der måtte vi have udført en del tilretninger,” lyder det fra byggestyrer Stine Thulin, som i alt har 414 bygninger at styre.

 

 

Dan-Ejendomme

Dan-Ejendomme as satser på at bygge 3D-modeller af sin bygningsportefølje, og knytte en masse relevante data til

modellerne, således at kunderne kan få nemmere og hurtigere adgang til information om bygningerne. Det fortæller Benjamin B. Andersen fra Dan-Ejendomme, som har kørt et pilotprojekt med optegning af forsøgsejendomme, og han fortsætter: ”Vi vil nu i dialog med kunderne, for at spore os ind på hvad de vil have, og hvordan vi skal skrue et koncept sammen, som involverer 3Dmodellering af de bygninger vi administrerer.” Han tror, at udtræk af arealer og overblik over vinduestyper og andre bygningselementer i ejendommene bliver meget efterspurgte data.

 

Skal du renovere i større målestok, kan du få gavn af en arkitekt, der arbejder med 3D-modeller.

 

Færre fejl sparer penge og bedre løsninger giver værdi. ”Da vi brugte de gamle 2D-tegninger, kunne vi som arkitekter

tit opleve, at kunden ikke oplevede at få det, han havde bestilt. Kunden havde ganske enkelt gjort sig andre forestillinger inde i hovedet end arkitekten, og det kan være svært for to parter at have den samme visuelle ide i hovedet ud fra sort-hvide stregtegninger i 2 dimensioner,” siger Lars Loft Hansen fra CREO arkitekter.

 

Kan inspirere

Han fortæller også, at alle kunder uanset erfaring med byggeri, kan forholde sig umiddelbart til 3D-tegninger.

Tegningerne kan med deres livagtighed inspirere til ideer, og det er netop det, der kan give renoveringsprojektet

mere værdi. Man får bedre mulighed, for at få placeret tingene korrekt fra begyndelsen, og det kan give besparelser på ellers dyre korrektioner på det færdige byggeri. En erfaren større administrator fortæller, at han kun i et tilfælde har oplevet efterspørgsel for 3D-tegninger, og da var det et krav fra kommunen. Men arkitekten havde ikke it-teknik til

det, og tegnede derfor blot i perspektiv. Det er nok et sigende eksempel på det mange i branchen oplever.

 

Efterspørgsel

Blandt rådgivere lyder det igen og igen, at bygherrerne ikke efterspørger 3D-materiale, og at mange i branchen derfor tøver med at tage fat på de nye muligheder, men de fleste er enige om, at det nok skal komme ad åre. Men pionererne kan også fortælle om, at der fortsat er problemer med computerprogrammerne. Nogle programmer er lovligt komplicerede at anvende, og det kan være vanskeligt at anvende programmerne på tværs af behovene inden for renovering og drift af ejendomme.

 

Ingen vej tilbage

Lars Loft Hansen mener dog, at toget er kørt: ”Jeg kan ikke forestille mig, at gå tilbage til de gamle dage, hvor man tegnede i flade 2D-tegninger, som kan være svære for vores kunder at forstå,” fortæller han og peger selv på pionerens klassiske problem. Omverdenen er ofte slet ikke med på de nye muligheder, og derfor udnyttes meget af den opbyggede viden endnu ikke optimalt, når projektet går videre både i den efterfølgende byggefase og senere administrationen af bygningen. ”Mange på byggepladserne ønsker kun 2D-tegninger, for det er de vant til, og mange bygherrer anvender heller ikke de værdifulde data i driften af bygningerne efterfølgende,” siger Lars Loft.

 

Fakta

Projektweb

Moderne, digitaliserede byggepladser benytter projektweb. Det er en lukket hjemmeside hvor byggesagens parter kan få adgang til alle sagens relevante dokumenter. Foruden at spare en masse tid med at faxe, køre til møder osv., kan man også få korrigeret tegninger nemmere og hurtigere. Dukker et problem op, kan arkitekten lave tegningen om, og lægge den på projektweb. Projektweb er således en teknik der handler om videndeling.

 

Gå rundt i modellen

I 3D-modellen kan du vælge en funktion, som simulerer, at man går rundt i den bygning, der er tegnet op. Med piletasterne bevæger man sig rundt, og det er en af de muligheder, som gør det let at forholde sig kritisk til de ideer der ligger i en tegning. Og her oplever pionererne, at mange problemer løses. At slå hul i en mur, flytte en væg, ændre hældningen på en trappe og lignende

er helt indlysende næsten gratis at udføre i projekteringsfasen. Men når byggeriet er i gang eller færdigt, så bliver den slags korrektioner derimod dyre, både økonomisk og tidsmæssigt. På en byggeplads i Glostrup ved København sidder entreprenør Jens Erik Øelund NCC, og diskuterer med bygherren. Snakken handler om byggeriet, som er godt i gang, og Jens Erik Øelund betjener sig af 3D-modellerede tegninger. ”Det gør det meget nemmere at tale sammen, for du har større sikkerhed for, at bygherren ved hvad du snakker om, når han kan se nogle let forståelige billeder.”

 

Opbygning af 3D-model

De fleste måler op manuelt med tommestokke, målebånd, lasertommestokke eller indhenter mål fra gamle tegninger, som så kan rejses til 3D-format. Landmålere kan levere opmålinger udført af præcise laserapparater, som er informationstunge, med skyer af punkter,

som tilsammen udgør en slags elektronisk gipsform. Men det kan også være opmåling af de mest relevante punkter, hvor man forbinder punkterne med streger. Ved manuel efterbehandling defineres objekterne efter behov. Se mere om opmåling på www.ejendomsviden.dk/digital_renovering.

Siden er sidst opdateret: 22-10-2009