Information om elektroniske fakturaer til GI
Fra 1. februar 2005 skal alle fakturaer til det offentlige være elektroniske. Det betyder, at fakturering skal ske elektronisk efter nogle bestemte standarder, hvis din virksomhed sælger varer eller tjenesteydelser til staten, kommunerne eller GI.
Det kan ske på 3 måder:
- Via ”NemHandel Fakturablanket” på www.Virk.dk
- Via en fakturaportal
- Via eget økonomi- og fakturasystem.
1. NemHandel Fakturablanket på www.Virk.dk
NemHandel er en ny og gratis service, som du kan bruge til at sende fakturaer til os og andre myndigheder.
NemHandel tilbyder to løsninger:
- Fakturablanketten på www.Virk.dk er den mest simple. Fakturablanketten fungerer ved, at du indtaster modtagerens EAN-nummer og opretter fakturaen. Klik på ”Send faktura”, og fakturaen sendes direkte til modtagerens økonomisystem.
Det kræver ikke en digital signatur.
- NemHandels softwareprogram er måske et bedre valg, hvis du sender mange fakturaer til offentlige myndigheder. Du kan downloade softwareprogrammet via Virk.dk.
Det kræver en digital signatur – en såkaldt medarbejdersignatur – at benytte softwareprogrammet. Den kan du bestille på www.Virk.dk.
2. Via en fakturaportal
En fakturaportal minder om en netbank. Det er en let og hurtig løsning, hvor du går ind på en særlig sikret hjemmeside og indtaster en elektronisk regning.
Nogle pengeinstitutter udbyder løsninger, som betyder, at du uden de store investeringer kan komme i gang med at sende og modtage e-fakturaer.
Gebyret varierer, men svarer typisk til prisen på et frimærke. Samtidig sparer du print, kuvert og porto.
En fakturaportal er velegnet til virksomheder, der sender få regninger til offentlige myndigheder, og som har adgang til internettet.
Fordelen er, at du hurtigt kommer i gang med at sende elektroniske regninger, og at du ikke behøver at investere i et økonomi- eller fakturasystem.
3. Via eget økonomi- og fakturasystem
Systemet læser fakturafiler fra din virksomheds økonomisystem, omformer dem til elektroniske regninger og sender dem direkte fra din computer til den offentlige myndigheds økonomisystem. Fakturasystemet kan være en del af det økonomisystem, din virksomhed bruger nu, et tillægsmodul eller et separat system.