Kan GI udføre påbudt arbejde i alle ejendomme?
GI kan udføre arbejde på alle ejendomme, der er omfattet af lejeloven eller boligreguleringsloven.
Hvor finder man GI’s hjemmel til at udføre påbudt arbejde?
Det fremgår af boligreguleringsloven § 60.
Hvem besigtiger ejendommen for GI?
Det gør en byggesagkyndig fra GI.
Hvornår besigtiger GI ejendommen?
Som hovedregel inden14 arbejdsdage efter lejer har indbragt sagen.
Hvorfor besigtiger GI altid ejendommen?
GI besigtiger altid ejendommen selv om huslejenævnet allerede har besigtiget. GI har brug for at se de faktiske forhold for
- at vurdere omfanget af det påbudte arbejde
- at få et mere detaljeret indtryk af, hvilket arbejde der skal udføres
- at kunne drøfte arbejdet med udlejer og lejer
Hvilke håndværkere udfører arbejdet for GI?
GI benytter normalt lokale håndværkere.
Udfører GI også arbejder i ikke bindingspligtige ejendomme?
Ja, det er uden betydning om ejendommen er bindingspligtig.
Kan GI udføre arbejde i udlejede enfamilieshuse?
Ja GI kan udføre arbejde i udlejede enfamilieshuse.
Kan GI udføre arbejde i udlejede ejerlejligheder?
Ja GI kan udføre arbejde i udlejede ejerlejligheder.
Hvad kan udlejer gøre, hvis lejer ikke giver adgang?
Udlejer kan varsle adgang efter lejelovens §§ 54-57. Udlejer skal overfor GI dokumentere, at han har forsøgt at få adgang.
Lader GI udlejer selv udføre arbejdet?
GI kan i visse tilfælde indgå aftale med udlejer om, at udlejer udfører arbejdet inden for nogle fastsatte frister. GI vil dog følge arbejdet og først afslutte sagen, når huslejenævnets påbud er opfyldt.
Hvad hvis huslejenævnets afgørelse er anket?
GI kan træffe beslutning om at udføre det påbudte arbejde, selv om udlejer har anket afgørelsen.
Kan GI undlade at udføre det påbudte arbejde?
GI kan undlade at udføre det påbudte arbejde på grund af ejendommens særlige forhold, f.eks. ejendommens økonomi.
Må GI kun udføre det arbejde, der er påbudt?
Ja, GI kan kun udføre det arbejde, som huslejenævnet har påbudt udlejer at udføre inden for en fastsat frist. Det gælder, selv om lejer peger på andre nødvendige arbejder, når GI besigtiger ejendommen. Lejer må kontakte huslejenævnet, som må tage stilling til, om der er grundlag for at give udlejer et nyt påbud.
Hvornår tinglyser GI en meddelelse på ejendommen?
GI tinglyser meddelelse, når GI igangsætter påbudsarbejde. Det sker for at orientere 3. mand om, at der verserer en sag om påbudt vedligehold.
Hvorfor tinglyser GI en meddelelse på ejendommen?
Når GI har tinglyst en meddelelse, kan en køber af ejendommen se, at GI behandler en sag om påbudt vedligeholdelse, som kan medføre udgifter for ejendommens ejer.
Hvornår bliver den tinglyste meddelelse aflyst?
Meddelelsen bliver aflyst, når det påbudte arbejde er udført, og GI har fået dækning for sine udgifter.