Hvad gør jeg hvis min udlejer ikke vedligeholder ejendommen?
Du kan som lejer kontakte kommunens huslejenævn. De kan give udlejer et påbud om at udføre de nødvendige vedligeholdelsesarbejder.
Hvornår kan lejer henvende sig til GI?
Lejer kan henvende sig til GI, når udlejer ikke har udført det påbudte arbejde inden for den frist, som huslejenævnet har givet udlejer. Dette gøres ved skriftlig henvendelse til GI - meget gerne pr. mail. Husk at vedlægge en kopi af huslejenævnets afgørelse.
Kan GI udføre påbudt arbejde i alle ejendomme?
GI kan udføre arbejde på alle ejendomme, der er omfattet af lejeloven.
Hvor finder man GI’s hjemmel til at udføre påbudt arbejde?
Det fremgår af boligforholdslovens § 69.
Hvem besigtiger ejendommen for GI?
Det gør en byggesagkyndig fra GI.
Hvornår besigtiger GI ejendommen?
Som hovedregel inden 14 arbejdsdage efter lejer har indbragt sagen.
Hvorfor besigtiger GI altid ejendommen?
GI besigtiger altid ejendommen selv om huslejenævnet allerede har besigtiget. GI har brug for at se de faktiske forhold for:
- at vurdere omfanget af det påbudte arbejde
- at få et mere detaljeret indtryk af, hvilket arbejde der skal udføres
- at kunne drøfte arbejdet med udlejer og lejer
Udfører GI også arbejder i ikke bindingspligtige ejendomme?
Ja, det er uden betydning om ejendommen er bindingspligtig.
Kan GI udføre arbejde i udlejede enfamilieshuse?
Ja, GI kan udføre arbejde i udlejede enfamilieshuse.
Kan GI udføre arbejde i udlejede ejerlejligheder?
Ja, GI kan udføre arbejde i udlejede ejerlejligheder.
Lader GI udlejer selv udføre arbejdet?
GI kan i visse tilfælde indgå aftale med udlejer om, at udlejer udfører arbejdet inden for nogle fastsatte frister. GI vil dog følge arbejdet og først afslutte sagen, når huslejenævnets påbud er opfyldt.
Hvad hvis huslejenævnets afgørelse er anket?
GI kan træffe beslutning om at udføre det påbudte arbejde, selv om udlejer har anket afgørelsen.
Kan GI undlade at udføre det påbudte arbejde?
GI kan undlade at udføre det påbudte arbejde på grund af ejendommens særlige forhold, f.eks. ejendommens økonomi.
Må GI kun udføre det arbejde, der er påbudt?
Ja, GI kan kun udføre det arbejde, som huslejenævnet har påbudt udlejer at udføre inden for en fastsat frist. Det gælder, selv om lejer peger på andre nødvendige arbejder, når GI besigtiger ejendommen. Lejer må kontakte huslejenævnet, som må tage stilling til, om der er grundlag for at give udlejer et nyt påbud.
Vil lejer få nogle udgifter?
Lejer skal ikke betale for at få udført det påbudte arbejde.