07. oktober 2025
GI støtter seks udviklingsprojekter med 6.6 mio. kroner
Bygningsdirektivets samfundsøkonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser - Kraka
Der skal udføres en samfundsøkonomisk analyse af konsekvenserne ved implementeringen af det europæiske bygningsdirektiv (EPBD) i Danmark. Direktivet stiller krav om omfattende energirenoveringer, særligt af bygninger med dårlig energieffektivitet. Det skal belyses, hvordan disse krav påvirker forskellige boligtyper, geografiske områder og beboergrupper. Formålet er at tilvejebringe et databaseret vidensgrundlag, som kan medvirke til en omkostningseffektiv og socialt afbalanceret implementering af direktivet, og at bidrage med fagøkonomisk viden til den offentlige debat om den grønne omstilling i bygnings- og boligsektoren. Sidstnævnte skal også medvirke til at synliggøre ejendomsbranchens betydning og tyngde i det danske samfund.
GI støtter med 800.000 kr.
De Digitale Dage – Kunstig Intelligens - Professionshøjskolen University College Nordjylland (UCN)
Et udviklingsforløb knyttet til De Digitale Dage (DDD) stiller sigtet på anvendelse af kunstig Intelligens (AI). AI-understøttede metoder, modeller og værktøjer til brug i byggeriets projekteringsfase skal udvikles og afprøves, for at styrke effektivitet og bæredygtighed i efterfølgende udførelse, drift og vedligehold. De stigende kvalitets- og dokumentationskrav, som præger byggeriet, øger behovet for omkostningseffektive løsninger, som kan hjælpe bygherre, rådgivere, leverandører m.fl. med at opfylde de mange krav, og det ligger lige for at se på anvendelsen af AI.
GI støtter med 1.550.000 kr.
Fremtidens Boliger i Nutidens Bygninger - Bevar Mere sekretariatet
Supplerende støtte til aktivitetssporet ”Involvering og Formidling” i partnerskabet ”Bevar Mere – Fremtidens Boliger i Nutidens Bygninger”. Baggrunden er, at der har vist sig et potentiale for yderligere involvering og formidling knyttet til de vidensprojekter og værktøjer, som er igangsat i projektet, og hvor budgetrammen er fuldt udnyttet. Dertil kommer en interessant mulighed for en TV-samarbejde.
Bevar Mere er en fireårig indsats (2024–2027), der har til formål at reducere klimaaftrykket og ressourceforbruget fra boligbyggeri og samtidig øge fællesskab, livskvalitet og klimadfærd. Indsatsen fremmer genanvendelse af eksisterende bygninger til boliger, der matcher den demografiske udvikling og sikrer varierede og arealoptimerede boliger i god kvalitet. Projektet er et partnerskab mellem GI, Realdania, Landsbyggefonden og Dreyers Fond.
GI støtter med 1.200.000 kr.
Udbredelse af kendskab til SMV-portal – Værdibyg
Kendskabet til en nyudviklet portal (SMV-portal) om bæredygtighed målrettet mindre renoveringsprojekter skal udbredes. Forud for udvikling af SMV-portalen undersøgte Værdibyg målgruppens adfærd i forhold til at holde sig opdateret med ny viden. Det er en målgruppe, som kræver en særlig indsats at nå ud til med ny viden – herunder at den nye portal er lanceret, og indeholder brugbar let tilgængelig viden. Som en del af projektet skal der løbende måles og evalueres på effekten af de forskellige tiltag og i hvilket omfang målgruppen rammes.
Værdibyg har med støtte fra GI udviklet en vidensportal om bæredygtighed i mindre byggeprojekter, som blev lanceret i juni 2025.
GI støtter med 1.258.125 kr.
Partnerskabet Energispring – ny viden og praksis nedbringer ressourceforbruget og levetidsforlænger bygninger – Københavns Kommune
Projektet skal udvikle og udvide ”Energispring” med 2 nye fokusområder. Partnerskabet Energispring har siden 2016 arbejdet med energibesparelser i bygningsmasse i København i samarbejde med en støt stigende partnerkreds. Med Københavns Kommunes nye klimamål for 2035 relanceres partnerskabet med tre fokusområder – hvoraf 2 og 3 er nye: 1. Energieffektivisering, 2. Klargøring til fremtidens energisystem, 3. Levetidsforlængelse af bygninger.
Det udvidede fokus i Energispring skal understøtte partnerne i at arbejde strategisk og sywstematisk med at forlænge bygningers levetid og reducere ressourceforbruget. De nye fokusområder (2 og 3) er defineret ud fra et forarbejde i den eksisterende partnerkreds på 58 medlemmer.
GI støtter med 1.099.750 kr.
Genbrug med gevinst – økonomiske incitamenter og barrierer for cirkulær praksis – Spangenberg & Madsen
De praktiske og økonomiske barrierer og muligheder for genanvendelse af materialer fra renoveringsprojekter, som ikke er omfattet af reglerne om selektiv nedrivning skal analyseres.
Mange kontor- og boligbyggerier er ikke omfattet af reglerne, og der er store mængder indvendige materialer som ex. gips, skillevægge og lofter, som det er relevant at se på genanvendeligheden af.
GI støtter med 700.125 kr.