22. oktober 2026
Risikerer vi at energirenovere de forkerte boliger?
Hvor stort er Danmarks behov for energirenovering egentlig?
Det spørgsmål bliver stadig vigtigere, efterhånden som EU's bygningsdirektiv skærper kravene til den eksisterende boligmasse frem mod 2050. En ny analyse fra Kraka, støttet af GI, viser, at der er et betydeligt forbedringsbehov. Men den viser samtidig, at størrelsen på opgaven afhænger af, hvordan vi måler bygningernes energiforbrug.
Det kan få meget konkrete konsekvenser for boligejerne.
Analysen peger blandt andet på, at to identiske huse med samme varmebehov kan blive vurderet forskelligt, alene fordi det ene opvarmes med fjernvarme og det andet med varmepumpe. Dermed kan beregningsmetoden være med til at afgøre, hvilke boliger der fremover forventes energirenoveret.
Samtidig er regningen ikke lige let at løfte overalt i landet. En energirenovering til 300.000 kroner er en helt anden økonomisk udfordring for ejeren af et hus i Nakskov end for ejeren af et tilsvarende hus i Gentofte.
Analysen rejser derfor et større spørgsmål: Er den vigtigste opgave at renovere flere bygninger – eller først at sikre, at vi udpeger de rigtige?
Peter Noyé, ekspertisedirektør for bæredygtighed, energi og indeklima i Niras, har fulgt analysearbejdet tæt. Vi har bedt ham folde de vigtigste konklusioner ud.
Hvorfor er analysen interessant?
Peter Noyé: "Analysen er interessant, fordi den rejser et grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi måler bygningers energimæssige kvalitet. Sagen er, at en bygnings energimærke ikke kun afhænger af selve bygningen, men også af den opvarmningsform, der leverer varmen. Det betyder, at bygninger med samme energimæssige kvalitet kan blive vurderet forskelligt, alt efter om de opvarmes med fjernvarme, varmepumpe, naturgas eller olie. Og særligt forskellen mellem fjernvarme og varmepumper har stor betydning for det beregnede forbedringsbehov.
Så kernen i analysen er ikke, om fjernvarme eller varmepumper er bedst. Kernen er, om vi måler bygningernes energikvalitet på en måde, der giver et retvisende billede af den faktiske klimaeffekt."
Analysen viser, at boligmassens energibehov ligger 75 procent over det niveau, der sigtes mod i 2050. Er det meget?
Peter Noyé: "Ja, det er et betydeligt stykke vej. Men gennemsnittet dækker over store forskelle. Nogle bygninger er allerede tæt på målet, mens andre har et markant større forbedringsbehov. Faktisk viser analysen, at 19 procent af bygningsmassen allerede lever op til det niveau, der bruges som pejlemærke for 2050."
Hvad kan vi bruge den viden til?
Peter Noyé: "Vi kan bruge den til at finde ud af, hvor investeringsbehovet er størst. Det kan vi fordi, analysen giver et samlet overblik over, hvilke bygninger der har det største energimæssige efterslæb, og hvor samfundet får mest ud af de investeringer, der skal gennemføres frem mod 2050.”
Så hvem står over for den største opgave?
Peter Noyé: "Det gør især de ældre enfamiliehuse. Mere konkret er det stuehuse og fritliggende huse, som står med det største forbedringsbehov. Omvendt ligger rækkehuse og etageejendomme betydeligt tættere på mål. Det hænger i høj grad sammen med bygningernes alder og den måde, de er opført på."
Klimaomstillingen bliver ofte beskrevet som en social udfordring. Peger analysen på noget andet?
Peter Noyé: "Ja, til dels. Analysen viser, at det først og fremmest er bygningens alder, type og energistandard, der afgør forbedringsbehovet. Der er derfor ikke meget, som tyder på, at bestemte indkomstgrupper generelt står over for en større opgave end andre.
Til gengæld er den geografiske dimension vigtig. Mange af de bygninger, der har de største forbedringsbehov, ligger i områder med lave boligpriser. Og her kan det være sværere at finansiere omfattende energirenoveringer, fordi investeringen ikke nødvendigvis bliver afspejlet i boligens værdi. Så en investering på 300.000 kroner har ikke samme betydning i Nakskov som i Gentofte, og derfor er udfordringen ikke kun teknisk. Den er også økonomisk.
Hvad betyder det for debatten om energikrav til bygninger?
Peter Noyé: "Det peger på, at ens krav til alle bygninger kan være problematisk.
Et hus fra 1920 har ikke de samme tekniske muligheder som et hus fra 2020, og bygningsmassen ser meget forskellig ud rundt om i landet. Derfor er det relevant at diskutere, om nye krav i højere grad skal tage højde for bygningernes forskellige forudsætninger.
Ellers risikerer vi at presse investeringer igennem, som både kan være svære at forsvare økonomisk og give begrænset klimaeffekt."
Et af analysens mest opsigtsvækkende resultater handler om fjernvarme og varmepumper. Hvorfor?
Peter Noyé: "Fordi det viser, hvor stor betydning beregningsforudsætningerne har.
To huse kan have samme varmebehov og i praksis være næsten lige klimavenlige. Alligevel kan det ene få et dårligere energimærke alene på grund af opvarmningsformen.
Jeg kan give et konkret eksempel: Analysen viser, at et identisk hus på 150 kvadratmeter kan få energimærke C med fjernvarme og energimærke B med varmepumpe - selvom varmebehovet er det samme."
Så handler det i virkeligheden om regnemodeller?
Peter Noyé: "Ja, men ikke kun.
Det handler også om, hvordan vi prioriterer investeringerne i den grønne omstilling. Hvis beregningsmodellerne favoriserer én teknologi frem for en anden, kan det få betydning for både boligejere og samfundets samlede omkostninger.
Risikoen er, at ejere af fjernvarmeopvarmede huse bliver presset til at gennemføre energiforbedringer, som hverken er særligt rentable eller giver en væsentlig ekstra klimaeffekt."
Analysen peger også på, at renovering alene ikke er nok. Hvad betyder det?
Peter Noyé: "Det betyder, at vejen til 2050 ikke kun handler om bedre isolering og nye vinduer. Den handler også om, at vi skal omstille vores energisystem.
Så der skal findes en balance mellem investeringer i bygningerne og investeringer i energisystemet. For godt nok kan energirenoveringer reducere behovet for at udbygge energisystemet, men det giver ikke nødvendigvis mening at skabe stærke incitamenter til bestemte løsninger, hvis klimaeffekten alligevel er begrænset.”
Hvad er den vigtigste pointe, man bør tage med sig?
Peter Noyé: "At vi risikerer at sende boligejere ud i dyre energiforbedringer, selv om deres bygninger i praksis allerede er tæt på målet.
Derfor er det afgørende, at vi får et retvisende billede af, hvor den reelle opgave ligger. Ellers kan ejere af gode fjernvarmeopvarmede huse ende med at investere i forbedringer, som jo også kræver et væsentligt materialeforbrug. Ikke fordi bygningen belaster klimaet særligt meget, men fordi beregningsmodellen siger det.
Det gør analysens hovedspørgsmål helt centralt: Er udfordringen i den danske bygningsmasse et problem, vi skal løse i mursten og vinduer, eller et problem, vi først skal forstå rigtigt i regnearkene?"
Hent analysen her