Inspirerende renoveringer
Renovering og transformation af den eksisterende bygningsmasse er vigtig for den grønne omstilling. Bogen samler en række eksempler på, at det kan betale sig at renovere eksisterende bygninger – også dem, hvor kvaliteterne til at begynde med ikke er særlig åbenlyse. Eksemplerne viser, at der er rigtig mange gode grunde til at genbruge bygninger, at vi får meget tilbage ved at lade fortiden forme fremtiden. Renovering kan styrke identitet, fremme lokal stolthed og skabe udvikling nogle steder, hvor det ellers er svært, og hvor der kan være lidt længere mellem de gode historier. En del af eksemplerne er pionerprojekter og har derfor haft brug for ekstra støtte til udvikling. Nu står de færdige, og vi håber, at bogen kan være en inspiration for alle, der arbejder med omdannelse af den eksisterende bygningsmasse til nye formål.