OpBevar - teknisk opslagsværk for vertikal tilbygning

Hvordan bygger vi flere boliger oven på de bygninger, der allerede står der?

Vertikal fortætning rummer et stort potentiale for at skabe flere boliger uden at inddrage nye arealer til byggeri. Men mulighederne afhænger i høj grad af den eksisterende bygnings konstruktion, bæreevne, tilstand og omgivelser.

OpBevar er et teknisk opslagsværk, der hjælper arkitekter, ingeniører og rådgivere med hurtigt at vurdere potentialet for lodrette tilbygninger og etagetilføjelser på eksisterende bygninger. Publikationen samler viden om bygningstyper, konstruktioner, tilbygningsprincipper og forstærkningsstrategier og omsætter tekniske problemstillinger til konkrete beslutningsværktøjer.

Med afsæt i den danske bygningsmasse viser værket, hvilke løsninger der typisk er relevante for forskellige bygningstyper, hvilke konstruktive udfordringer man skal være opmærksom på, og hvordan lodrette udvidelser kan gennemføres i praksis. Resultaterne er relevante i København såvel som i andre større byer, hvor behovet for flere boliger skal balanceres med hensynet til klima, ressourcer og den eksisterende bygningsmasse.

Publikationen henvender sig til arkitekter, ingeniører, bygherrer og andre fagfolk, der arbejder med transformation, fortætning og udvikling af eksisterende bygninger. Den giver et kvalificeret afsæt for at vurdere, om det kan betale sig at bygge ovenpå frem for at bygge nyt.

Rapporten er udgivet som en del af initiativet Bevar Mere, som Realdania, Landsbyggefonden og GI står bag.

Omfang:
73
Format:
A4
Udgivelsesdato:
2026
Forfatter:
Holst Engineering

Publikationen kan ikke bestilles