Alle modtagne ansøgninger vurderes ud fra 3 forhold:
- vurderes projektet at ligge inden for rammerne af boligforholdslovens § 71
- forekommer projektet relevant, realistisk og fornuftigt
- vurderes det skønsmæssigt, at ansøgeren har kompetence og kapacitet til at gennemføre projektet.
Foreligger der flere ansøgninger, som dækker samme emne, foretrækkes den ansøger, der ud fra en samlet vurdering kan levere det bedste projekt inden for et fornuftigt budget. Øvrige ansøgere vil modtage et afslag.
Hvad der er det bedste projekt inden for et fornuftigt budget, vil nærmere blive bedømt ud fra følgende parametre:
- Den forventede kvalitet af det ansøgte projekt set i forhold til strategi og projekt ideer.
- Det støttebeløb, som GI skal bidrage med, idet GI som udgangspunkt vil foretrække projektet med det laveste støttebeløb. Dette udgangspunkt fraviges dog, hvis der kvalitetsmæssigt eller i relation til andre støttemuligheder er væsentlige forskelle, som tilstrækkeligt begrunder behovet for et større støttebeløb.
- I hvilken grad GI vil kunne videreformidle resultatet bredt eller i øvrigt nyttiggøre resultatet bredt.
Det er GI’s bestyrelse som tager endelig stilling til ansøgninger på baggrund af indstilling fra direktionen.
Nogle projekter meddeles umiddelbart afslag af direktionen, hvis projektet ikke ligger inden for rammerne af § 71, ikke forekommer tilstrækkeligt seriøst og velbegrundet, eller hvis direktionen vurderer, at der foreligger en bedre ansøgning, der dækker samme emne.
Nogle gange indstilles, at det ansøgte beløb bevilges, mens direktionen efter en samlet vurdering andre gange indstiller et lavere beløb. Som udgangspunkt vil det blive krævet, at der også leveres egenfinansiering og/eller supplerende støtte fra anden side svarende til mindst halvdelen af projektomkostningerne. Herved søger man at sikre, at der er en bred interesse for – og opbakning til gennemførelse af projektet. Ud fra en konkret vurdering kan det dog accepteres, at støtten fra GI udgør mere end halvdelen af projektomkostningerne.
Tilsagn/ Afslag til ansøgere
Beslutning om afslag eller tilsagn meddeles skriftligt til ansøgeren.
Er der tale om et tilsagn, gøres der rede for, om udbetalingen kan ske på én gang eller i rater. Som udgangspunkt udbetales tilskuddet som et samlet beløb efter projektets gennemførelse. Afhængig af projektet og ansøgerens finansielle situation vurderer direktionen, om det vil være tilstrækkeligt sikkert for GI at udbetale tilskuddet i rater i takt med projektets gennemførelse – herunder, om der undtagelsesvis kan ske udbetaling af et á conto beløb.
Endvidere stilles der i støttetilsagnet normalt altid krav om, at der ved projektets afslutning skal fremsendes et revideret regnskab, at evt. afslutningsrapporter mv. skal fremsendes til GI, samt at evt. uforbrugte beløb skal returneres til GI, dvs. at støtten ikke kan bruges til andre formål end det søgte.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til
GI
Udviklingschef Søren Meyer (
sme@gi.dk)
Ny Kongensgade 15
1472 København K
Telefon 82 32 23 56