Lad det stå - brandtekniske egenskaber ved eksisterende bygningsdele
Hvordan kan man opfylde brandkrav i ældre bygninger uden at udskifte velfungerende bygningsdele eller gå på kompromis med arkitektur og kulturarv?
Denne publikation samler erfaringer, dokumentationsmuligheder og testresultater, der kan hjælpe arkitekter og brandrådgivere med at bevare eksisterende konstruktioner og traditionelle materialer i renoveringsprojekter.
Publikationen viser, at mange udfordringer i renoveringsprojekter ikke nødvendigvis skyldes manglende brandteknisk dokumentation, men manglende viden om de dokumentationsmuligheder, der allerede findes i lovgivningen. Ved at afklare brandforhold tidligt, sikre en løbende dialog mellem arkitekt og brandrådgiver og tage udgangspunkt i eksisterende godkendte forhold, kan man ofte undgå unødige materialetilføjelser og ressourcekrævende løsninger.
Gennem fire renoveringscases og analyser af blandt andet træbjælkelag med lerindskud, dobbelt bræddeskillevægge, bindingsværk og ældre fyldningsdøre undersøger publikationen, hvordan traditionelle konstruktioner kan dokumenteres og indgå i moderne brandstrategier. Flere af de undersøgte bygningsdele har historisk været anerkendt som brandadskillende konstruktioner, og projektets brandforsøg peger på, at nogle af dem kan have større brandmodstandsevne, end man ofte antager i dag.
Publikationen peger samtidig på, at bevaring af eksisterende bygningsdele ofte understøtter både lavere materialeforbrug, mindre klimapåvirkning og hensynet til bygningernes arkitektoniske og kulturhistoriske værdier. Konklusionen er, at bedre viden om brand, dokumentation og samarbejde kan gøre det lettere at gennemføre renoveringer med højere grad af bevaring og færre unødige indgreb.
Publikationen kan ikke bestilles