Godt at vide om kemien i indvendig maling

Test af 30 indendørs malingstyper

Der kan være mange relevante spørgsmål at overveje, når der skal males indvendigt i boligen – hvad er godt for miljøet, er der skadelige kemikalier i malingen, og hvor længe skal der luftes ud. Med støtte fra GI og Realdania har Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Teknologisk Institut, Henning Larsen Arkitekter og Aalborg Universitet gennemført en større test af 30 malinger til indendørs brug på det danske marked. I undersøgelsen er der blandt andet testet for problematiske kemikalier, malingens afgasning samt klimabelastning.

Den overordnede konklusion på testen er, at der skal luftes ud når der males – og at det er en god ide ikke at opholde sig for meget i de malede rum i de efterfølgende dage. Testen viste, at en stor del af de testede malinger indeholder potentielt sundheds- og miljøbelastende stoffer, som forbrugerne både udsættes for under brugen og i de efterfølgende uger, når malingen afgasser. 

I forlængelse af undersøgelsen har Tænk udarbejdet syv anbefalinger til blandt andet politikerne, som peger på hvor lovgivningen vedr. maling med fordel kan strammes op for at øge beskyttelsen af forbrugernes sundhed og miljøet.

Når man maler, skal man se sig for og følge vejledningen. Det kan være, at malingen har en meget høj pH-værdi og derfor kan skade huden og øjnene. Malingen kan også indeholde allergifremkaldende konserveringsmidler. Og udsættes man meget for det, kan man på et tidspunkt få allergi over for de her stoffer.
Christel Søgaard Kirkeby, Forbrugerrådet Tænk

Fakta om projektet

Produkt: Presseomtale og publikation
Støttebeløb: 1.096.450 kr.
Samlet budget: 2.303.450 kr.
Støttemodtager: Forbrugerrådet Tænk